OMT mere end fordobler omsætningen – indtjeningen skuffer
Den danske maritime forsvarsvirksomhed OMT Group har mere end fordoblet omsætningen til 762 mio. kr. i regnskabsåret 2025/26. Det operationelle resultat på 85 mio. kr. blev dog lavere end forventet.
Kåre Groes Christiansen, CEO i OMT.. Foto: OMT
Omsætningen steg fra 350 mio. kr. året før, men væksten var i væsentlig grad drevet af enkelte store engangsprojekter, oplyser OMT i sin årsrapport.
Den lavere indtjening skyldes ifølge selskabet, at OMT har påtaget sig en række store og komplekse maritime projekter, blandt andet i Danmark, med lavere indtjening end normalt.
"Vi har i året gennemført nogle af de største og mest komplekse projekter i vores historie," siger administrerende direktør Kåre Groes Christiansen i en kommentar til årsregnskabet.
OMT afsluttede regnskabsåret med en egenkapital på 138 mio. kr. og en soliditetsgrad på 49,8 pct. Medarbejderstaben voksede til 111 ansatte.
Virksomheden har blandt andet leveret skibsdesign til fregatprojekter i Singapore, Indonesien, Polen og Storbritannien.
OMT er desuden engageret i Danske Flådeskibe A/S, der arbejder med udviklingen af Danmarks kommende arktiske skibe.
I det nye regnskabsår forventer OMT yderligere vækst i medarbejderantal, teknologiudvikling og internationale aktiviteter, men selskabet oplyser ikke konkrete forventninger til omsætning og resultat.
-emte
