Tyskland blokerer kinesisk opkøb af logistikvirksomhed
Den tyske regering har af hensyn til den nationale sikkerhed blokeret den kinesiske rederigigant Cosco Shippings planlagte opkøb af 80 pct. af logistikvirksomheden Konrad Zippel i Hamborg.
Foto: COSCO
Beslutningen blev truffet onsdag, selv om de tyske konkurrencemyndigheder allerede i februar havde godkendt handlen.
Ifølge det tyske økonomiministerium ville opkøbet øge den strategiske afhængighed af Kina og kunne true sikkerheden i tyske og europæiske forsyningskæder, skriver Reuters.
Konrad Zippel transporterer containere fra havnene i Hamborg og Bremerhaven videre med tog, lastbil og flodpramme. Virksomheden spiller desuden en rolle i logistikken for det tyske forsvar.
Det er ikke første gang, at den tyske regering griber ind over for Cosco. I 2022 blev rederiets planlagte ejerandel på 35 pct. i containerterminalen Tollerort i Hamborg begrænset til 24,99 pct. af sikkerhedshensyn.
-emte
