Maersk gennemfører verdens største bunkring af ethanol
Maersk har gennemført verdens hidtil største bunkring af ethanol i Singapore, hvor containerskibet Maersk Halifax modtog omkring 5.000 ton biоethanol.
Bunkringen fandt sted samtidig med skibets laste- og losseoperationer, oplyser Maersk.. Foto: Maersk
Maersk Halifax er rederiets første ombyggede dual-fuel-skib, og operationen markerer dermed også første gang, at Maersk har bunkret ethanol på et skib, der er blevet ombygget til at sejle på flere brændstoftyper, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Bunkringen blev gennemført i samarbejde med Singapores søfartsmyndighed, Maritime and Port Authority of Singapore (MPA), og en række øvrige partnere.
Ifølge Maersk skal operationen bidrage med erfaringer om blandt andet forsyningskæder, infrastruktur og den praktiske anvendelse af ethanol som skibsbrændstof.
Maersk ser ethanol som et af de mulige alternativ til traditionelle fossile brændstoffer, blandt andet fordi brændstoffet allerede produceres og distribueres i stor skala globalt.
”Vi fortsætter med at forfølge en multibrændstofstrategi, fordi vi anerkender, at ingen enkelt brændstoftype kan dekarbonisere den globale skibsfart alene,” siger Emma Mazhari, Head of Energy Markets i Maersk.
Tidligere i år gennemførte Maersk en række vellykkede forsøg med ethanol på dual-fuel-skibene Laura Maersk, Antonia Maersk og Tangier Maersk.
-emte
