Vestas fyrer igen på Lindø
Vestas har gennemført endnu en fyringsrunde på Lindø. Denne gang mister 27 medarbejdere på Odense Havn deres job. Det sker efter den langt større fyringsrunde i foråret, hvor 440 medarbejdere blev afskediget.
Vestas producerer naceller til havvindmøller på fabrikken på Odense Havn.. Foto: Odense Havn
Vestas bekræfter fyringerne over for TV 2 Fyn og betegner dem som ”organisatoriske tilpasninger”.
Ifølge vindmølleproducenten er størstedelen af fyringerne en konsekvens af, at produktionen på Lindø gradvist er blevet effektiviseret.
”Vi har gradvist modnet produktionen, sænket takt-tiden og øget effektiviteten på Lindø til et niveau, der gør det nødvendigt at justere antallet af medarbejdere på fabrikken,” skriver pressemedarbejder Claes Lautrup Cunliffe til TV 2 Fyn.
Vestas producerer naceller til havvindmøller på Lindø ved Odense Havn.
-emte
