Uafklaret situation i Hormuzstrædet
Det fyger med modsatrettede oplysninger om situationen i Hormuzstrædet. Præsident Donald Trump siger, at iranerne efter amerikansk pres har åbnet for fri sejlads i strædet, mens iranerne nu siger, at det fortsat kræver iransk tilladelse at passere strædet.
Foto: UKMTO
Mange medier følger med i skibstrafikken i og omkring Hormuzstrædet gennem AIS-baserede tjenester som MarineTraffic. Her ser det ud til at flere skibe har passeret Hormuzstrædet i nattens løb, og at andre har kurs mod strædet.
Men da det er muligt at manipulere med AIS-oplysninger, især hvis man råder over så mange ressourcer som nationer har, kan man ikke nødvendigvis stole på de AIS-baserede tjenester .
USA har oplyst, at de fastholder flådeblokaden af Iran, selv om iranerne måske, måske ikke har åbnet strædet for trafik. Amerikanske krigsskibe har indtil nu stoppet 21 skibe der har forsøgt at bryde blokaden.
Nu siger iranerne så, at de vil lukke for al trafik i strædet, hvis amerikanerne ikke fjerner deres flådeblokade af iranske havne.
Forvirringen er således stor, og den usikkerhed det skaber, får langt de fleste skibe til at blive hvor de er og afvente situationen.
Mellem 15 og 25 dansk kontrollerede skibe menes at være lukket inde i Den Persiske Golf.
-mauh
