EU vil styrke maritim sikkerhed i Arktis
EU-Kommissionen har tirsdag fremlagt en ny arktisk strategi, der blandt andet skal styrke overvågningen af skibstrafikken, beskytte undersøiske kabler og udvide Europas kapacitet af isbrydere.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen under besøget i Grønland i september 2026,. Foto: EU, 2026 / CC BY 4.0
Den nye strategi kommer som svar på den stigende geopolitiske spænding i Arktis, hvor nye sejlruter og adgang til naturressourcer skærper konkurrencen mellem stormagterne.
"Når vi ser, at suverænitet, territorial integritet og de regler, der hidtil har sikret stabiliteten i regionen, ikke længere kan tages for givet, må vi handle og ændre vores strategiske tilgang," siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
EU vil blandt andet etablere et maritimt sikkerhedscenter, der skal forbedre overvågningen af skibstrafikken i Arktis. Centret skal på sigt også kunne spore skyggeflådens skibe, opdage ulovligt fiskeri og forurening samt styrke koordineringen af redningsoperationer.
Samtidig vil EU øge den europæiske isbryderkapacitet og styrke beskyttelsen af kritisk infrastruktur på havbunden.
Strategien omfatter også investeringer i havne, transportforbindelser og digital infrastruktur, herunder et nyt undersøisk kabel, der skal forbinde Grønland direkte med Europa.
"Arktis er Europas nordlige nærområde – tæt på, forbundet med og afgørende for vores fremtid," fastslår Ursula von der Leyen.
Strategien har fire hovedområder: sikkerhed, klima, økonomisk udvikling og bedre muligheder for befolkningen i Arktis.
EU-Kommissionen har endnu ikke sat et samlet beløb på investeringerne i den nye arktiske strategi. Kommissionen fremhæver dog, at EU allerede har afsat mere end 1 mia. euro, svarende til omkring 7,5 mia. kr., i regionalstøtte til arktiske områder i perioden 2021-2027.
-emte
