Rumænien opruster i Sortehavet efter angreb på handelsskibe
Rumænien vil styrke overvågningen og forsvaret i Sortehavet efter en række droneangreb på handelsskibe. Mindst syv fragtskibe er blevet ramt ud for Rumænien og Bulgarien i løbet af de seneste to uger.
Produkttankeren Wine Trader er et af de skibe, der er blevet angrebet af angiveligt russiske droner i Sortehavet.. Foto: AARSVOM
Omkring 30 søfolk meldes dræbt eller savnet efter angrebene nær de to NATO-landes kyster, skriver Reuters.
Rumæniens øverste forsvarsråd har derfor besluttet at fremskynde udviklingen af udstyr til maritim overvågning, minerydning og bekæmpelse af droner.
Beslutningen kommer, efter at rumænske F-16-kampfly lørdag nedskød to russiske droner over landets territorialfarvand.
NATO meddelte tirsdag, at alliancen vil sende flere maritime patruljefly, radarsystemer og droner til Sortehavet.
Ifølge det rumænske forsvarsråd udgør angrebene en alvorlig trussel mod den frie sejlads, adgangen til landets havne og sikkerheden omkring energianlæg i Sortehavet.
Rumænien vil samtidig styrke samarbejdet med Bulgarien og Tyrkiet om den maritime sikkerhed og arbejde for yderligere NATO-tiltag i regionen.
-emte
