Houthiangreb sender olieprisen op mod 113 dollar
Nye angreb fra houthi-opørere mod saudiske energianlæg har sendt olieprisen kraftigt i vejret. Samtidig skaber den fortsatte usikkerhed omkring Hormuzstrædet frygt for yderligere forstyrrelser af verdens olieforsyning.
Foto: 123rf.com
Prisen på Brent-olie steg torsdag omkring fire procent og nåede det højeste niveau i fem måneder. Fredag morgen blev olien handlet til omkring 113 dollar pr. tønde, skriver Reuters.
Prisudviklingen kommer efter nye houthiangreb mod energianlæg i Saudi Arabien, hvor olieselskabet Saudi Aramco har beordret medarbejdere evakueret fra sit hovedkvarter i Dhahran.
Samtidig er skibstrafikken gennem Hormuzstrædet fortsat præget af angreb og usikkerhed. Strædet er en af verdens vigtigste transportveje for olie og olieprodukter.
De stigende oliepriser kan øge rederiernes udgifter til bunkerolie og dermed presse transportomkostningerne. Udviklingen kan især få betydning for rederier med stor eksponering mod spotmarkedet, hvor ændringer i brændstofpriserne hurtigt slår igennem.
Den forværrede sikkerhedssituation i Mellemøsten har samtidig øget usikkerheden om både forsyningerne af olie og de globale skibsruter.
-emte
