Maersk sender endnu en containerrute via Suezkanalen
Maersk og Hapag-Lloyd genoptager sejladsen gennem Suezkanalen på endnu en af rederiernes fælles containerruter i Gemini-samarbejdet.
Arkivfoto. Foto: Suez-kanal myndigheden (SCA)
Denne gang drejer det sig om ME1-ruten mellem Indien og Europa, der fremover skal sejle gennem Suezkanalen i stedet for den betydeligt længere rute syd om Afrika.
Omlægningen træder i kraft med de første sejladser den 4. og 13. november, oplyser Maersk.
De fleste containerrederier opgav ruten gennem Suezkanalen i slutningen af 2023 efter houthiernes angreb på handelsskibe i Det Røde Hav.
Maersk og Hapag-Lloyd understreger, at de fortsat følger sikkerhedssituationen tæt, og at yderligere omlægninger afhænger af stabiliteten i området.
Beslutningen er endnu et skridt i rederiernes annoncerede, gradvise tilbagevenden til den kortere sejlrute mellem Asien og Europa.
-emte
