Energinet trækker nye kabler over Øresund
Energinet har sammen med Svenska Kraftnät afsluttet arbejdet med at forny en af de to 400 kilovolt søkabler mellem Danmark og Sverige på tværs af Øresund.
Foto: Energinet
”Der er mange ting, der skal flaske sig, når man udlægger søkabler. Vi skal have sikkerhed, teknik, timing og ikke mindst vejret til at gå op i en højere enhed”, siger Daniel Johan Brøndum, der er projektleder på Energinets Øresundskabel-projekt.
Op mod 20 fartøjer i forskellige størrelser har over de sidste fire måneder været på havet for at gennemføre projektet, herunder flere skive fra danske JD-Contractor.
Først blev de knap 40 år gamle oliekabler hevet op af havbunden og sendt til skrot. Derefter er tre nye 400 kilovolt højspændingskabler blevet lagt ud på havbunden på tværs af Øresund og trukket i land på svensk og dansk side.
De nye kabler er derefter forbundet med nye landkabler på begge sider af sundet.
”Det her er et vigtigt skridt i fornyelsen af en central elforbindelse mellem Danmark og Sverige. Forbindelsen bidrager både til forsyningssikkerheden og til et stærkt elnet på tværs af landegrænsen”, siger Daniel Johan Brøndum.
-mauh
