Dansk skibsfart tjener flere penge
Efter et fald i skibsfartens samlede bidrag til dansk eksport sidste år - fra 383 milliarder kroner i 2024 til 348 milliarder kroner i 2025 - forventer Danske Rederier nu en lille fremgang i 2026.
”Vi forventer at 2026 bliver nogenlunde på niveau med 2025 - måske en lille smule bedre”, sagde Anne H. Steffensen, CEO i Danske Rederier tirsdag, hvor hun mødtes med en gruppe udenlandske journalister og Maritime Danmark.
Fremgangen er skabt i et år, hvor raterne for mange skibe har ligget på et højt niveau, men også et år præget af stor usikkerhed - ikke mindst på grund af den geopolitiske situation.
Danmark har fået alle sine skibe ud af Den Arabiske Golf, bortset fra nogle få der opererer fast i Golfen. Men de danske rederier har fortsat fuld fokus på situationen i Hormuzstrædet og Rødehavet. Forventningen lige nu er, at konflikten omkring Hormuzstrædet kan blive meget langvarig.
Sammenbruddet i forhandlingerne om en global klimaaftale og CO2-afgift i oktober sidste år, bidrager også til den generelle usikkerhed. Danske Rederier tror dog på, at det vil være muligt at indgå en aftale.
”Vi er optimistiske med hensyn til at nå frem til en global aftale, men vi er også pragmatiske i den forstand, at vi forstår, at verden har ændret sig. Og det betyder, at vi bliver nødt til at kunne leve med en mindre ambitiøs aftale, end der lå i The Net Zero Framework”, siger Anne H. Steffensen.
-mauh
