Frigg Sydfyen sejler mod ophugning i Grenaa
Alslinjens 42 år gamle færge Frigg Sydfyen har forladt Faaborg for sidste gang og er nu på vej mod Grenaa, hvor den skal ophugges hos Fornæs.
Frigg Sydfyen har nu forladt Faaborg Havn for sidste gang.. Foto: CC 4.0 Thomas Dahlstrøm Nielsen
Molslinjen har ifølge kommunikationschef Jesper Maack forsøgt at finde en køber til færgen, og der har været flere interesserede. Det lykkedes dog ikke at nå frem til en tilfredsstillende aftale, og derfor er beslutningen blevet at sende skibet til skrotning, skriver Fyens Stiftstidende.
Frigg Sydfyen blev bygget på Svendborg Skibsværft i 1984 og blev samme år indsat på Spodsbjerg-Tårs. Her sejlede færgen frem til 2012, hvor den blev flyttet til Bøjden-Fynshav.
Efter 2015 fungerede Frigg Sydfyen primært som reserve- og ekstrafærge og blev blandt andet flere gange sat ind på Faaborg-Avernakø-Lyø.
Færgen kom under Molslinjen i 2019 i forbindelse med overtagelsen af Danske Færger. I januar 2026 blev den taget ud af drift, da den nye elfærge Nerthus blev indsat på Bøjden-Fynshav, og siden har Frigg Sydfyen ligget oplagt i Faaborg.
Med ophugningen slutter dermed 42 års sejlads for færgen, der gennem hele sin levetid har beholdt navnet Frigg Sydfyen.
-emte
