Faldende overskud og omsætning i Semco
Efter flere år med konstant vækst, måtte Semco Maritime sidste år falde ind i rækken af virksomheder der er blevet ramt af finanskrisen. Ambitionerne om, at omsætningen i 2010 skal ligge på det dobbelte af 2008-omsætningen, er for længst opgivet.
"Da vi lavede planen i sin tid, havde vi ikke forudset finanskrisen. Markedet har ændret sig voldsomt siden, og derfor regner vi også med, at 2010 bliver på samme niveau. Men derefter har vi en forventning om, at markedet vil vokse igen. Vi kan se, at der er en hel del engineering opgaver, som begynder at fylde pipelinen. Der er jo et vist tidsperspektiv i den slags projekter her, men det peger den rigtige vej", siger administrerende direktør Erik Gaj Nielsen til Dagbladet Børsen.
I 2009 faldt omsætningen med 15 procent til 1,332 milliarder kroner, og omsætningen er dermed tilbage på niveau med 2007.
Overskuddet blev barberet kraftigt ned, fra 45,1 millioner kroner i 2008 til 10,5 millioner kroner i 2009.
Kilde: Dagbladet Børsen
