Express 5 tilbage i drift på Ystad - Rønne
Fredag morgen klokken 8.50 stod Bornholmslinjens hurtigfærge Express 6 ud af Rønne Havn med kurs mod Ystad. Det sker efter at færgen er blevet lynrepareret for en skade færgen fik, da den torsdag morgen ramte en pæl ved udsejlingen fra Rønne.
Foto: Bornholmslinjen
”Der er blevet arbejdet på Express 5 hele natten, og resultatet af reparationsarbejdet er her til morgen blevet inspiceret af klassifikationsselskabet, DNV, og efterfølgende godkendt”, skriver Jesper Maack, pr- og kommunikationschef i Molslinjen til TV2/Bornholm fredag morgen.
”DNV's rapport om den godkendte reparation blev sendt til Søfartsstyrelsen, som har det formelle ansvar for at frigive Express 5 til sejlads. Også den godkendelse er nu på plads, og Express 5 kan med en forsinkelse på cirka 15 minutter tage hul på dagens program”, skriver Jesper Maack videre.
Påsejlingen af pælen ved udsejlingen fra havnen torsdag gav færgen en flere meter lang flænge i skroget, dog langt over vandlinjen.
Flængen betød dog at færgen måtte returnere til havnen, og resten af dagens sejladser blev afviklet med hjælp fra reservefærgen Povl Anker.
-mauh
