Aktionærer i Mols-Linien afviser Polaris
Småaktionærerne i Mols-Linien fastholder deres nej tak til tilbuddet fra kapitalfonden Polaris om at købe deres aktier i Mols-Linien for 40 kr. pr. aktie. Tilbuddet udløb mandag kl. 16. Næste skridt er en ekstraordinær generalforsamling den 22. oktober, hvor Polaris vil indsætte en ny bestyrelse og igangsætte en afnotering fra fondsbørsen.
”Ud over de tre storaktionærer, som forhandlede direkte med Polaris, er der stort set ikke andre, der ønskede at sælge. Hundredevis har jo på denne måde sagt pænt nej tak. Det understreger jo netop, at den tilbudte pris kun har været fair for storaktionærer, der i forvejen gerne ville sælge”, siger Thomas Tang, talsmand for sammenslutningen Mols-Liniens Småaktionærer.
Polaris har nu 78,9 procent af selskabets aktier, som kommer fra de tidligere storaktionærer, Nykredit, Clipper Group og Finansiel Stabilitet. Desuden har Mols-Liniens direktion og bestyrelse solgt deres aktier til Polaris.
”De synes på linje med 80 procent af aktionærerne, at det er en god løsning og en god pris. Mols-Linien har brug for en ny ejer, som stiller op langsigtet og vil selskabet det bedste – det har de fået. Det vigtigste er at få noget stabilitet omkring virksomheden”, siger Jan Johan Kühl, ledende partner i Polaris.
Efter den ekstraordinære generalforsamling den 22. oktober vil den nye bestyrelse i Mols-Linien anmode om, at selskabet bliver afnoteret fra fondsbørsen, og Polaris forventer, at anmodningen bliver opfyldt.
Da Polaris oprindeligt lancerede tilbuddet, var kravet, at man nåede op på mindst 75 procent af aktierne. Det har man opnået. Til gengæld er Polaris ikke nået op på 90 procent af aktierne, som kapitalfonden gerne ville.
Kilde: Dagbladet Børsen