Bjærget Thamesborg på vej ud af Arktis
Det hollandske fragtskib Thamesborg - der den 6. september gik på grund i Franklin Strædet, i den canadiske del af Arktis - er nu på vej ud af arktisk farvand, ledsaget af en isbryderen Botnia og en slæbebåd.
Foto: Canadian Coast Guard
Det lykkedes at trække fragtskibet fri af grunden i sidste uge, efter at 5.000 tons last var blevet overført til et andet skib, og vandet pumpet ud af de ødelagte ballasttanke.
I første omgang sejlede de tre skibe til den beskyttede Wrottesley Inlet, hvor yderligere dykkerundersøgelser viste at Thamesborg godt kunne klare den videre sejlads ud af arktisk farvand.
Kursen er nu sat mod den canadiske havneby Baie-Comeau, som også var det oprindelige mål.
Thamesborg, der er på 21.359 dwt og har isklasse 1A, var undervejs fra Kina til Baie-Comeau, da det gik på grund udenfor den almindelige sejlrute. Det sker ofte at isforhold tvinger skibe til at forlade den almindelige sejlrute, der i modsætning til det omgivende farvand er kortlagt med moderne midler.
Adskillige af skibets ballasttanke blev slået læk, men der skete aldrig udslip fra skibets brændstoftanke, fragtskibets 15 mand store besætning har aldrig været i fare.
Det var anden gang i løbet af kort tid at et skib gik på grund i området. For lidt over 2 måneder siden gik det canadiske fragtskib Rosaire A. Desgagnés, på 12.776 dwt, på grund i Pelly Bay, men slap fri af grunden ved egen kraft ved højvande.
-mauh