Undersøisk inspektionsskib placeres i Frederikshavn
Søværnets nye specialskib til overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur, det tidligere offshorevind serviceskib Norwind Helm, får base på Flådestation Frederikshavn, når skibet leveres i slutningen af i år.
Foto: Navigare
”Med anskaffelsen af et skib til overvågning under vandet og på havbunden styrkes Forsvarets evne til at overvåge og beskytte den undersøiske infrastruktur, som Danmark er afhængig af. Det er et område, hvor truslerne løbende udvikler sig, og hvor vi skal kunne reagere hurtigt og selvstændigt. På forsvarschefens anbefaling har vi valgt at placere kapaciteten på Flådestation Frederikshavn”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Placeringen begrundes bl.a. med, at Flådestation Frederikshavn er logistisk klar til skibet og dermed lever op til kravene om hastig opbygning. Samtidig er der operative og logistiske fordele ved samplacering med andre af Søværnets enheder.
Skibet ventes at få en besætning på omkring 50 personer.
Norwind Helm er bygget af norske Vard og søsat i oktober 2024. Det er 85 meter langt, 19,5 meter bredt og har en tonnage på 2.454 DWT.
Partierne i forsvarsforligskredsen har samtidig besluttet, at Søværnets nye mobile kystmissilforsvar skal have base på Flådestation Korsør
-mauh
