Thrane & Thrane’s formand fratræder
Uenighed omkring den danske elektronikvirksomhed Thrane & Thrane’s fremtid, koster nu bestyrelsesformand Waldemar Schmidt posten. Selskabet oplyser i en meddelelse sendt til fondsbørsen mandag morgen, at bestyrelsesformanden har valgt at trække sig.
”Thrane & Thrane A/S' bestyrelsesformand, Waldemar Schmidt, har meddelt bestyrelsen, at han har besluttet at fratræde som bestyrelsesformand og udtræde af selskabets bestyrelse”, hedder der i meddelelsen fra selskabet.
Bestyrelsen har i stedet valgt nuværende bestyrelsesmedlem, advokat Morten Eldrup-Jørgensen, som ny bestyrelsesformand og har samtidig valgt nuværende bestyrelsesmedlem, Co-CEO i SAP AG, Jim Hagemann Snabe, som næstformand for bestyrelsen.
”Waldemar Schmidt har været medlem af Thrane & Thrane A/S' bestyrelse og formand siden september 2000. Med udgangspunkt i sin store ledelseserfaring fra både danske og udenlandske selskaber har Waldemar Schmidt ledet bestyrelsen særdeles kompetent og dermed ydet en stor og værdifuld indsats for selskabet. Bestyrelsen takker Waldemar Schmidt for denne indsats”, skriver bestyrelsen i en kommentar til Schmidts afgang.
Thrane & Thrane skriver videre i meddelelsen, at ændringerne i bestyrelsen ikke får betydning for det igangværende strategiske review af selskabet.
”Bestyrelsen har i forbindelse med det strategiske review engageret et internationalt anerkendt konsulentfirma til at bistå ved arbejdet, som blandt andet omfatter en analyse af markedet og vurdering af de bedste strategiske alternativer for selskabet, herunder en vækststrategi for selskabets nuværende forretning samt mulige synergier med andre virksomheder”, hedder det videre i meddelelsen.
”Bestyrelsen har sat kontakten til potentielle købere af selskabet i bero, indtil konklusionerne af det strategiske review foreligger, så bestyrelsen har det bedst mulige grundlag for at bedømme selskabets værdier og på dette grundlag kan træffe beslutning om den bedst mulige varetagelse af aktionærernes og de øvrige stakeholders interesser”, skriver Thrane & Thrane.
Bestyrelsen forventer at komme med en udmelding om resultatet af det strategiske review senest 14. maj.
Waldemar Schmidts fratrædelse kommer efter, at den britiske koncern Cobham PLC, der gennem længere tid har været i dialog med bestyrelsen i Thrane & Thrane om en eventuel overtagelse af den danske elektronikkoncern, har trukket sin køberinteresse.
Cobham ønskede at afgive et bud på Thrane & Thrane til kurs 420 kontant pr. aktie svarende til en samlet værdi af selskabets aktiekapital på ca. 2,4 milliarder kroner.
Afgivelsen af købstilbuddet var betinget af en anbefaling fra et flertal af Thrane & Thranes bestyrelse og af bestyrelsens tilkendegivelse om at ville støtte gennemførelse af købstilbudsprocessen - og de dette ikke viste sig muligt, valgte briterne at trække sig igen.
Den ene af Thrane & Thranes to stiftere, Lars Thrane - der fortsat sidder i bestyrelsen og kontrollerer en aktiepost på 24 procent i virksomheden - kæmpede imod at selskabet blev overtaget af den britiske koncern.
Læs også: Thrane & Thrane bejler trækker sig HER
Læs også: Lars Thrane kæmper mod et salg - HER
Redaktionen