Suikkerhedsvurdering mørklagt: Kun 30 centimeter op til broen
Der var angiveligt blot 30 centimeter mellem Storebæltsbroen og de øverste dele af verdens største krydstogtskib, da det passerede broen i juni. Men de konkrete sikkerhedsvurderinger bag passagen bliver ikke offentliggjort.
Der var ifølge rederiet Royal Caribbean, blot 30 centimeter op til Storebæltsbroen, da det nybyggede krydstogtskib, Legend of the Seas, i juni passerede Storebæltsbroen på vej fra værftet i Turku til Cadiz i Spanien.. Foto: Royal Caribbean
Det fremgår af et svar fra by-, land- og transportminister Signe Munk til Folketingets Transportudvalg, skriver TV2 Øst.
Legend of the Seas passerede Storebæltsbroen 19. juni på vej ud af Østersøen. Folketingsmedlem Michael Nedersøe (DF) har efterfølgende spurgt ministeren, hvilke sikkerhedsvurderinger der blev foretaget inden passagen, og hvilke konsekvenser et sammenstød kunne få for broen.
Spørgsmålet blev sendt videre til Sund & Bælt, der ejer og driver Storebæltsforbindelsen. Men selskabet vil ikke offentliggøre detaljerne.
”Eftersom Storebæltsforbindelsen er kritisk infrastruktur, kan der af sikkerhedshensyn ikke oplyses nærmere om konkrete vurderinger, scenarier eller sikkerhedsforanstaltninger,” oplyser Sund & Bælt i svaret.
Selskabet oplyser dog, at det ikke er bekendt med, at passagen gav sikkerhedsproblemer til søs eller udgjorde en risiko for broens konstruktioner.
-emte
