Skibsbygningseksperter samlet i Køge
Danske Maritime er i disse dage vært for en række markedseksperter fra verdens største skibsbygningsregioner. Eksperterne er samlet i Køge for at drøfte udviklingen og udsigterne for skibsbygning globalt.
”Det internationale samarbejde om globale skibsbygningsprognoser er vigtigt, fordi det giver os mulighed for at tegne et realistisk billede af, hvordan skibsbygningsmarkedet vil udvikle sig globalt henover de næste mere end femten år”, siger Jenny N. Braat, direktør for Danske Maritime.
”Som repræsentant for de danske maritime industrivirksomheder er Danske Maritime glad for at være vært ved dette års vigtige prognosebegivenhed”.
Danske Maritime står som arrangør af mødet på på vegne af den europæiske værfts- og udstyrsorganisation SEA Europe .
Eksperter fra Kina (den kinesiske værftsorganisation CANSI), Korea (den koreanske værftsorganisation KOSHIPA), Japan (den japanske værftsorganisation SAJ) og Europa (SEA Europe) drøfter ved møderne i Køge deres forventninger til, hvordan det globale skibsbygningsmarked vil udvikle sig frem til år 2030.
Markedsekspertgruppen mødes årligt for at drøfte det globale skibsbygningsmarked, og ved de igangværende møder i Køge vil gruppen sammen med OECD, som også deltager, endvidere drøfte emner som den globale skibsbygningskapacitet samt definitionen af kbt (kompenseret bruttotonnage).
Kilde: Danske Maritime