Russiske isbrydere over to år forsinket
Ruslands førende isbryderværft, Baltiysky Zavod, er over to år forsinket med landets nye generation af dieseldrevne isbrydere. Isbryderne skulle have været klar til operationer sidst i 2015. Men værftet bekræfter nu, at første skib i serien bliver 24-28 måneder forsinket.
Årsagen er angiveligt en fejl fra skibsdesignbureauet Iceberg, så skibet ikke opfylder kravene fra værftet. Baltiysky Zavod har derfor hyret en ny designvirksomhed. Værftet har også aflyst sin kontrakt med Nordic Yards om bygning af overkonstruktionen.
LK-25 isbryderen vil blive den største og kraftigste af Ruslands dieseldrevne isbrydere. Skibet er 146,8 meter langt og har en dødvægt på 22.258 tons. Det vil få en besætning på 38 mand og vil være i stand til at operere uafbrudt i 60 dage i op til to meter tyk is.
Prisen for skibet er omkring otte milliarder rubler, cirka 912 millioner kroner. Det bygges til den russiske stats selskab ROSMORPORT.
Baltiysky Zavod har også kontrakter med Rosatomflot på opførelsen af LK-60, den nye serie af atomdrevne isbrydere, hvor det første skib skal være klar til drift i 2017.
Kilde: Barents Observer