Regering og erhverv i tæt samarbejde
Regeringen lægger op til et tæt samarbejde med hele den maritime sektor for at sikre, at Danmark udnytter de store muligheder som for eksempel i Arktis og i offshorebranchen byder på de kommende år. Det siger Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.
”Når vi skal udnytte de mange muligheder, der for eksempel er i Arktis og i offshorebranchen, så er det afgørende, at regeringen, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne arbejder tæt sammen”, siger Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.
”Det var sådan grundlaget for Vækstplanen for Det Blå Danmark blev til, og det er også sådan, at vi gør den til virkelighed. Her er dagens møde i Frederikshavn et betydningsfuldt bidrag”, siger Annette Vilhelmsen.
Erhvervs- og vækstministeren er blandt deltagerne på et fokusmøde om maritim vækst, som finder sted i Frederikshavn mandag.
Mødet er arrangeret af Danmarks Rederiforening, Danske Maritime, Danske Havne og MARCOD, og har særligt fokus på vækstmulighederne i Arktis og offshorebranchen.
”Fordi Det Blå Danmark er en stærk international maritim klynge, så har vi også her en særlig god platform for at skabe vækst og jobs. Det gælder ikke mindst i Nordjylland, som har en stærk maritim klynge med både værfter, havne, producenter af maritimt udstyr, maritime servicevirksomheder og uddannelsesinstitutioner”, siger Vilhelmsen.
”Her er dagens møde i Frederikshavn et betydningsfuldt bidrag”.
Redaktionen.