Nyt afløserfartøj skuffer Agersø og Omø
Politikerne i Slagelse Kommune håber at komme de værste driftsforstyrrelser til livs med et nyt fartøj, der kan erstatte de almindelige færger, når de er ude af drift. Øboerne på Agersø og Omø er skuffet over kommunens løsning med en ny færge, der ikke kan medtage biler.
Agersø III.
”Det er jeg virkelig ked af, at de har besluttet, og jeg forstår det ikke, når repræsentanter fra begge øer har sagt, at det er vigtigt at bevare vores nuværende sejlplan med begge bilfærger, siger Dorthe Winther, formand for Omø Beboer- og Grundejerforening til sn.dk.
Slagelse Kommune vil investere otte millioner kroner i et nyt afløserfartøj, som bliver mindre end de nuværende færger Omø og Agersø III. Ud over at afløse, skal det nye fartøj også indgå i den daglige drift på de to ruter. Det vil betyde færre afgange, hvor biler kan komme med over.
Øboerne har tidligere foreslået, at kommunen anskaffer en afløserfærge, der kan medtage biler. Den kunne så lejes ud til andre mindre færgeruter, der manglede en afløserfærge under planlagte værftsophold.
Det har før givet problemer, når kommunen har lejet en færge, der ikke kan medtage biler, da pendlere ikke kan nå på arbejde fordi én færge ikke kan nå de tidlige afgange fra begge øer.
Ifølge centerchef for Teknik og Miljø, Flemming Kortsen, vil Slagelse Kommune kontakte Ø-udvalget i forhold til den videre proces omkring både valget af en passagerbåd og en ny sejlplan. Den ny sejlplan er nødvendig, da kommunen vil spare 1,5 millioner kroner på den årlige drift.
To gange inden for de næste tre uger er der aflysninger eller indskrænkninger i sejlplanen.
I dag, den 2.oktober, sejler Omøfærgen ikke fra Stigsnæs klokken 12.00 og fra Omø klokken 14.00, på grund af hovedsyn.
20 og 21. oktober sejles efter reduceret sejlplan, fordi Agersø III skal i dok, og have repareret færgens rampe.
Kilde: TV2/Øst, sn.dk og Agersø Omø Færgerne