Ny rute skal få sjællændere til Samsø
Inden sommerferien afgøres det, hvem der kommer til at sejle mellem den nye havn i Ballen på Samsø og Kalundborg. Det oplyser Transportministeriet. To rederier har henvendt sig hos Samsø Kommune. Det står klart, at der ikke bliver trekantssejlads mellem Ballen, Kalundborg og Aarhus.
”Det er nærmest en fordel. Det er sådan set uden betydning, at der ikke bliver sådan en trekantsrute. Det vigtigste for os er at få en kortere sejltid mellem Samsø og Kalundborg. En trekantsrute ville være en konkurrent til vores egen kommunale rute til Jylland”, siger borgmester Jørn Nissen.
Borgmesteren ganske tilfreds med, at trekantsruten ikke bliver til noget. Den kortere sejltid fra mellem Samsø og Kalundborg er han meget glad for.
”Det vil betyde meget for turismeerhvervet. Der er et kæmpe marked i Sverige, og undersøgelser viser, at 62 procent af sjællænderne aldrig har været på Samsø”, siger Jørn Nissen.
Borgmesteren føler sig også ret sikker på, at flere vil flytte til Samsø for at bo og pendle på arbejde på Sjælland, da det bliver hurtigere at komme til Kalundborg med mange arbejdspladser end til Jylland.
Samsø Kommune vil selv overtage sejladsen mellem Hou og Samsø med en nybygget færge, når den nuværende kontrakt med rederiet Færgen udløber. Kommunens beregninger viser, at man selv kan drive ruten billigere end det Færgen, som eneste byder, har forlangt.
Kilde: dr.dk/P4/Aarhus