Ny høring om Scandinavian Star
I dag starter en høring i Københavns Byret om skibsbranden på Scandinavian Star den 7. april 1990. Den overlevende fra branden Mike Axdal er blevet bedt om at afgive forklaring og fremlægge dokumentation om branden, som han har indsamlet siden branden.
Han overlevede selv, men mistede sin far og bror i branden, og har siden efterforsket årsagen til branden, skriver nordjyske.dk, der citerer Ritzau/NTB.
Politimesteren i Oslo besluttede i 2013 at etablere en projektgruppe, der skulle vurdere, om der var grundlag for at genåbne efterforskningen af branden på Scandinavian Star. Projektgruppen blev færdig med sit arbejde sidste år og anbefalede en genåbning af sagen.
Der bliver dog ikke tale om nogen ny dansk efterforskning, men de danske myndigheder hjælper nordmændene i deres efterforskning. Formålet med høringen i dag er, at politiet skal have alle oplysninger i sagen, som vil være forældet om mindre end tre måneder.
Kilde: nordjyske.dk