Hele besætningen fundet i live
Hele besætningen på skyggegastankeren Arctic Metagaz, der tirsdag brød i brand i Middelhavet sydøst for Malta efter et formodet droneangreb, er fundet i live efter at have forladt det brændende skib.
Foto: Malta Defence
Gastankeren, der sejler under russisk flag, er fuldt lastet og var undervejs fra Murmansk - med Kina som formodet mål.
Besætningen blev ifølge maltesiske redningsmyndigheder fundet i en redningsbåd, der befandt sig nær den libyske kyst.
Arctic Metagaz er en ud af en halv snes gastankere der transporterer sanktioneret russisk gas til købere i Asien.
I december sidste år blev en anden gastanker, Qendil, angrebet af en drone, mens den befandt sig mellem Kreta og Malta. Dette angreb tilskrives ukrainske specialstyrker.
Ingen har i øjeblikket taget ansvar for det formodede angreb på Arctic Metagaz.
-mauh
