Lindøværftet stopper produktionen
Bestyrelsen for Lindøværftet har besluttet at lukke skibsbygningsaktiviteterne, når de indgåede skibskontrakter er opfyldte i februar 2012. Indtil da vil der ske en løbende reduktion af arbejdsstyrken, så den bliver tilpasset produktionen.
"Vi må konstatere, at det ikke er muligt for Lindø at tiltrække nye ordrer. Bestyrelsen har derfor valgt at melde klart ud, at Lindø ikke kommer til at bygge flere skibe, når de nuværende ordrer er afleveret", siger bestyrelsesformand Lars-Erik Brenøe.
"Vi vil fortsætte arbejdet med at tiltrække kunder til Lindø Industriservice og arbejder i den forbindelse på at kunne sikre et betydeligt antal arbejdspladser. Vi vil i den kommende tid samarbejde tæt med alle relevante parter for at levere den bedst mulige hjælp til de medarbejdere, der må forlade Lindø i løbet af de næste år."
De nuværende ordrer af skibe, fem bulkskibe, syv ro-ro skibe og tre fregatter, afleveres løbende frem til henholdsvis august 2010, november 2011 og februar 2012. De første opsigelser af ca. 175 medarbejdere forventes at ske fra udgangen af august måned i år.
Bestyrelsen konstaterer i en meddelelse, at der er gjort en endog meget stor indsats for at forbedre værftets konkurrenceevne med investeringer i teknologi og effektivisering i produktionen, men at der har værftet oparbejdet meget betydelige årlige underskud og at værftet i dag må konstatere, at det ikke er muligt at tiltrække ordrer på et kommercielt forsvarligt grundlag.
Med ophør af skibsbygningsaktiviteter på Lindø er der ikke længere behov for ejerskab af det litauiske skibsværft, Baltija Shipyard. Selskabet vil derfor blive sat til salg. Salget vil ske via Danske Markets Corporate Finance, som er Lindøs finansielle rådgiver i salgsprocessen. Salget vil ikke have konsekvenser for Lindøs og Baltijas nuværende ordrer. Tilsvarende sættes design- og ingeniørfirmaet UAB Baltic Engineering Centre i Litauen til salg.
Efterhånden som værftets ordrer færdiggøres, vil der blive frigjort kapacitet til brug for industridelen. Det betyder dels, at både Lindø Industripark og Lindø Industriservice får større kapacitet til salg til andre kunder. Dels at Lindø Industriservices forretningsområder ikke længere er strategisk nødvendige for værftet og derfor kan sælges som selvstændige forretninger.
Lindø Industriservices forretningsområder omfatter drift af kajplads og kraner, herunder portalkranen, stållager, stålindkøring, stålfræsning og skæring, intern transport af tungt materiel, fremstilling af rør og stålkomponenter samt udlejning af oceangående transportpramme.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk
