Henrik Sørensen er årets ejerleder
Henrik Sørensen, der er ejerleder af Desmi A/S, er netop blevet kåret til Årets ejerleder 2015 i Nordjylland. Prisen blev overrakt ved en kåring hos Nykredit i Aalborg, hvor virksomhedsledere fra hele Nordjylland var med til at hylde en dygtig ejerleder, der med foks på medarbejderudvikling har skabt en unik væksthistorie.
”Henrik Sørensen stræber hele tiden efter at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, hvor det faglige kompetenceniveau er højt og matcher medarbejdernes engagement og arbejdsglæde. Det fortjener anerkendelse, og det bliver spændende at følge ham videre i finalen, hvor han skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen”, siger Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg.
Hos Desmi A/S er medarbejderne nøglen til succes, og Henrik Sørensen har formået at tredoble sin omsætning over de seneste 10 år.
I forhold til udfordringer med at rekruttere de rette talenter og kompetencer har Desmi opbygget et omdømme, som reducerer disse udfordringer, blandt andet som følge af virksomhedens udvikling og internationale DNA. Et image, som Henrik Sørensen har arbejdet benhårdt på at skabe, og i dag kan Desmi skaffe alle de kompetencer, der er behov for – og flere til.
Kilde: PwC