Grækenland risikerer kæmpebøde
Europa-Kommissionen har fredag rejst en sag mod Grækenland ved EU-domstolen for ikke at inddrive ulovlig udbetalt statsstøtte i 2008 hos landets største værft, Hellenic Shipyards. Kommissionen vil have landet idømt en bøde på omkring 45 millioner kroner.
”Mere end syv år efter vedtagelsen, har Grækenland stadig ikke implementeret Kommissionens beslutning af juni 2008 om tilbagebetaling af over 250 millioner euro i ulovlig statsstøtte til Hellenic Shipyards”, skriver EU i en erklæring.
Kommissionen har også anmodet om, at EU-Domstolen pålægger Grækenland en dagbøder på omkring 261.000 kroner fra dagen for dommen, indtil Grækenland får bragt sagen i orden.
Domstolen havde afvist en appel, anlagt af Hellenic Shipyards mod Kommissionens beslutning fra 2008. EU’s artikel 107 giver mulighed for visse former for støtte, hvis det tjener til samfundets fælles interesse og ikke unødigt forvrider konkurrencen på det indre marked.
Støtte, der ikke opfylder disse betingelser, er ikke lovlig. Hvis medlemsstaterne allerede har givet uberettiget støtte, har de pligt til hurtigst muligt at kræve pengene tilbage fra modtagerne.
Kilde: Maritime Executive