Esbjerg Havn udbygger Sydhavnen
Esbjerg Havn har netop fået tilladelse til at udbygge Sydhavnen, så havnen kan ruste sig til fremtidig vækst inden for både vindmølleprojekter og shortsea-skibstrafik. Projektet vil tilføre havnen 1.850 m nye kajer og baglandsarealer på ca. en million kvadratmeter.
"Vi forventer, at behovet for transport af varer vil stige i fremtiden, og at den intermodale trafik, primært inden for ro-ro-området, vil vokse. Esbjerg Havn er med sin beliggenhed den bedste danske mulighed for at aflaste de hårdest belastede motorveje på kontinentet, og vi arbejder i samarbejde med havnens virksomheder konstant på at tiltrække nye shortsea-skibsruter", siger salgs- & marketingchef Søren Clemmensen.
Udvidelsen af Sydhavnen er den sidste del af havnens masterplan for årene 2004-2014, og vil bringe Sydhavnens samlede areal op på ca. to millioner kvadratmeter. Atlantkaj på 250 m og Arieskaj på 380 m er blandt de allerede gennemførte investeringer, og desuden har den kraftige vækst i udskibningen af komponenter til havvindmølleprojekter i Nordsø-området gjort det nødvendigt at fremrykke den 350 m lange Tauruskaj, der ikke er indeholdt i masterplanen. Tauruskaj vil stå færdig sidst i 2010.
"Vi er i det hele taget indstillet på at indrette havnen efter, hvad markedet efterspørger, og vore kunder er i høj grad med til at udvikle det store areal, så det er i pagt med deres behov. Et eksempel er, at vi nu udbygger kajer og baglandsarealer for at være i stand til endnu mere effektivt at håndtere et større antal havvindmølleprojekter ad gangen", siger Søren Clemmensen.
Når de nye kajanlæg står færdige i 2014, vil Sydhavnen være i stand til at tage skibe med en længde op til 225 m og med en dybgang på 9,5 m. Havnen forventer, at de første etaper af udvidelsen vil kunne udbydes i slutningen af året. De kommende anlægsarbejder løber op i et større 3-cifret millionbeløb.
Det formelle startskud til projektet er en lokalplan udfærdiget af Esbjerg Kommune og Kystdirektoratets godkendelse af de miljømæssige aspekter.
Kilde: Esbjerg Havn