Grenaa Havn giver ansatte fri med løn til tjeneste i uniform
Grenaa Havn giver nu medarbejdere fri med løn, så de kan gøre frivillig tjeneste i Forsvaret, Hjemmeværnet eller beredskabet. Havnen har netop indgået en aftale med InterForce, som betyder, at mere end 30 ansatte får ret til fem betalte fridage om året til tjeneste i uniform.
"Vi lever i en meget urolig verden. Vi skal i Grenaa Havn bidrage med alt det, vi kan, " siger direktør Henrik Carstensen, Grenaa Havn. Foto: Grenaa Havn
Ifølge direktør Henrik Carstensen handler beslutningen om at tage ansvar i en urolig tid.
“Vi lever i en meget urolig verden. Vi skal i Grenaa Havn bidrage med alt det, vi kan, siger direktøren til TV 2 Østjylland.
Aftalen gør Grenaa Havn til en af de virksomheder, der aktivt støtter medarbejdere, som ønsker at engagere sig i det danske forsvar og beredskab. Direktøren håber samtidig, at ordningen kan få flere til at melde sig til eksempelvis Hjemmeværnet eller beredskabet.
“Vi føler, vi kan bidrage ved, at vores medarbejdere har den mulighed, at de ikke selv skal betale en løn eller miste en løn i fem dage. Det kan forhåbentlig være med til, at der kommer flere medlemmer af hjemmeværnet, beredskabet eller reserveofficerer,” siger Henrik Carstensen.
Grenaa Havn vurderer også, at ordningen kan styrke medarbejdernes kompetencer og gøre arbejdspladsen mere attraktiv i rekrutteringen af nye medarbejdere.
-emte
