APM Terminals overskud på 3 mia. kr.
APM Terminals mere end fordoblede overskuddet efter skat, fra 1,2 milliarder kroner i 1. halvår 2009 til et overskud på 3 milliarder kroner i første halvår 2010. Omsætningen steg til 12,3 milliarder kroner mod 11,9 milliarder kroner i 1. halvår 2009.
Containermængders steg dog mindre end på markedet generelt, på grund af frasalg. Antallet af håndterede containere steg i første halvår med 6 procent i forhold til samme periode 2009. Mængderne i første halvår 2010 er negativt påvirket af ophør af terminaldrift i Oakland, Savannah og i Kaohsiung.
Til sammenligning skønnes det globale containerterminalmarked målt i TEU at være steget med 12 procent i forhold til samme periode 2009. Mængderne er nu tæt på at være på samme niveau som i 2008.
I første halvår 2010 øgede APM Terminals mængderne fra andre kunder end Maersk Line og Safmarine med 18 procent i forhold til samme periode 2009. Andre kunder end Maersk Line og Safmarine bidrog med 43 procent mod 38 procent i samme periode sidste år.
Resultatet var positivt påvirket af salget af ejerandel i Sigma Enterprises Ltd. og negativt påvirket med 52 millioner dollar vedrørende nedskrivning på anlægsaktiver. Segmentresultatet var endvidere påvirket af hensættelser vedrørende ophør af terminalprojekter og restrukturering af trucking- og containerdepotaktiviteterne.
APM Terminals modtog i andet kvartal 2010 prisen Safety at Sea International 2010 i kategorien "Management and Operations".
Kilde: A. P. Møller - Mærsk
