Transportforbund slår til mod 200 skibe
Ved en koordineret aktion i Danmark, Sverige, Tyskland, Estland, Litauen, Rusland og Finland har repræsentanter for ITF aflagt faglige kontrolbesøg på godt 200 skibe. Den ugelange aktion førte til en lønefterbetaling på godt 5,3 mio. kroner.
”Det værste tilfælde var et indisk krydstogtskib, der blev kontrolleret i Bremerhafen i Tyskland. Her havde 199 ukrainske sømænd ikke fået løn i månedsvis. De blev sikret hjemrejse og knap 25.000 kroner hver i gennemsnit”, siger Morten Bach, skibsinspektør i ITF, til Fagbladet 3F.
Ifølge Det internationale Transportforbund, ITF, som 3F's Transportgruppe er en del af, har aktionen især været rettet mod skibe indregistreret i lande som Panama, Belize, Vanuatu og Liberia.
Ifølge ITF er skibene ofte ejet af skibsredere fra Europa, mens besætningerne typisk er fra Rusland, Indien, Filippinerne og lande i Afrika. Ved kontrolbesøgene blev der opdaget flere grove tilfælde af underbetaling, og skibe hvor der ikke var overenskomst.
I flere af landene samarbejder ITF's inspektører med både søfolk og havnearbejdere.
”Havnearbejderne er ofte de første, der opdager, når den er gal med forhold om bord på et skib. Oftest tør besætningen hverken kontakte ITF, egne fagforeninger eller 3F her i Danmark. Men der kommer til gengæld hul på bylden, når vi går om bord i den her form for inspektion”, siger Morten Bach til fagbladet.
Kilde: Fagbladet 3F