Svitzer under anklage i Argentina
Argentinske firmaer anklager Svitzer for at have brudt reglerne ved en licitation. Svitzer skal levere ni brugte slæbebåde til det argentinske energiselskab ENARSA’s gasterminaler i havnene Escobar og Bahia Blanca. Men argentinske selskaber, der også havde budt på opgaven, anklager nu Svitzer for at have brudt reglerne.
”Den 29. august vandt Svitzer Americas i et konsortium med det argentinske selskab Logistica y Servicos Maritimos, en del af Meridian-gruppen, en offentlig licitation om jobbet med at sørge for bugseringsservice til ENARSA-gasterminalerne i de argentinske havne Escobar og Bahia Blanca. Den offentlige licitation er sket efter internationale regler, og der er ikke nogen igangværende efterforskning, som det også offentligt er blevet kommunikeret ud i Argentina af transportminister Guillermo Dietrich”, lyder det i en udtalelse fra Svitzer.
De argentinske selskaber mener, at Svitzer og dennes argentinske samarbejdspartner har budt for lave priser, og at der i det hele taget var uregelmæssigheder ved licitationen. Derfor kræver de fire selskaber nu, at licitationen bliver erklæret for ugyldig. De argentinske selskaber frygter, at Svitzer vil overtage hele slæbebådsmarkedet i Argentina.
Svitzer havde i første halvår en nettoomsætning på 325 millioner dollar, hvilket var en mindre nedgang i forhold til første halvår 2015, hvor nettoomsætningen var på 339 millioner dollar. Svitzer øgede i første halvår generelt sin markedsandel i Australien og Europa.
Kilde: TV2