FE: Rusland kan øge angrebene mod kritisk infrastruktur
Rusland ventes at intensivere sin hybridkrig mod Vesten i de kommende måneder. Angrebene kan få alvorligere følger end hidtil, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en ny trusselsvurdering, der blev offentliggjort i dag på et pressemøde i Forsvarsministeriet. Trusselsniveauet for cyberangreb øges til "høj"
Foto: AI-genereret
“Situationen er mere alvorlig nu end på noget andet tidspunkt end siden afslutningen på Den Kolde Krig, siger forsvarsminister Jeppe Bruus (S).
Ifølge FE går Rusland i stigende grad efter at forhindre militær støtte i at nå Ukraine. Det kan ske gennem sabotage mod forsvarsindustrien og transportruter samt destruktive cyberangreb mod samfundsvigtige funktioner.
“Rusland har gradvist intensiveret sin anvendelse af hybride angreb mod Danmark. Det har været angreb, som har været bredt funderet, forstået på den måde, at der har været forskellige mål med planerne, sagde FE-chef Thomas Ahrenkiel på pressemødet og pegede på, at den hybride trussel mod Danmark er blevet mere målrettet:
“Det, vi nu ser, er, at man i højere grad målretter sine hybride aktiviteter mod forsvarsindustrien og i at forhindre, at støtten til Ukraine når frem. Kun fantasien sætter grænserne”.
FE peger også på en mere aggressiv russisk optræden over for NATO-landes militære enheder i Østersøregionen. Tjenesten fremhæver hændelsen den 14. september, hvor en russisk fregat ud for Gedser affyrede lyssignaler mod en dansk militærhelikopter. FE betegner den som den hidtil alvorligste hændelse rettet mod danske enheder.
Samtidig vurderer FE, at der er en lav, men stigende risiko for et begrænset russisk militært angreb mod et NATO-land, der grænser op til Rusland. Tjenesten ser derimod ingen tegn på, at Rusland forbereder en egentlig invasion af NATO-territorium.
På baggrund af den nye trusselsvurdering hæver Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark fra middel til høj.
Det gælder på tværs af samfundet, men især organisationer med ansvar for kritisk infrastruktur. SAMSIK peger særligt på risikoen for angreb, der sletter data, eller manipulerer systemer, som styrer fysiske anlæg.
