Saildrone får dansk flag på ubemandede fartøjer
Fire ubemandede Saildrone Voyager-fartøjer er blevet registreret i Danmark og skal fremover sejle under dansk flag. Det er første gang, at Saildrones USV’er får formel registrering under et nationalt flag.
En Saildrone Voyager opererer i Østersøen som led i missioner inden for maritim overvågning. Den 10 meter lange ubemandede overfladeenhed (USV) er en af de fire første Saildrone-fartøjer, der er registreret i Danmark til sejlads under dansk flag.. Foto: Saildrone
Registreringen er resultatet af et samarbejde mellem Saildrone og Søfartsstyrelsen, som har udviklet de nødvendige rammer for at registrere og operere ubemandede overfladefartøjer under dansk flag.
"Vi er glade for, at Saildrone har valgt Danmark som flagstat for virksomhedens ubemandede fartøjer. Det understreger, at Danmark som en førende søfartsnation både har viljen og evnen til at håndtere og certificere fremtidens maritime teknologier," siger Brian Adrian Wessel, direktør for Søfartsstyrelsen.
For Saildrone skal den danske registrering skabe grundlag for en yderligere udbygning af selskabets aktiviteter i Europa.
De 10 meter lange Voyager-fartøjer anvendes blandt andet til maritim overvågning, hydrografiske opmålinger og miljøovervågning. Opgaverne kan omfatte overvågning af kritisk infrastruktur, grænseoverskridende kriminalitet og illegal migration.
Saildrone oplyser, at selskabet fremover vil arbejde på at få flere fartøjstyper registreret under dansk flag, herunder Voyager, Surveyor og Spectre.
-emte
