Rekordstor forskel på containerfragtrater
Forskellen mellem fragtraterne på Stillehavet og ruten mellem Asien og Europa er vokset til et rekordniveau.
Fragtraterne på ruten mellem Asien og den amerikanske østkyst nærmer sig Covid-niveauet fra 2022.. Foto: Port Authority of New York and New Jersey
Ifølge Clarksons Research faldt spotraten fra Shanghai til Nordeuropa i sidste uge med 5 pct. til 2.425 dollar pr. teu, mens raterne fra Asien til USA fortsatte op.
Xeneta målte 17. september spotraten fra Asien til den amerikanske østkyst til 11.259 dollar pr. feu mod 4.103 dollar til Nordeuropa – en forskel på mere end 7.100 dollar - den højeste nogensinde.
Udviklingen skyldes blandt andet, at flere skibe igen sejler gennem Det Røde Hav på Asien-Europa-ruten, hvilket øger kapaciteten og presser raterne ned.
På Stillehavsruten understøttes markedet derimod af en robust efterspørgsel efter fragt og disciplin blandt rederierne. Xeneta oplyser, at den udbudte kapacitet fra Asien til den amerikanske østkyst i september er 6-7 pct. højere end i august, men raterne er alligevel fortsat med at stige.
Chefanalytiker Peter Sand siger ifølge Splash, at rederierne ”udnytter muligheden, mens markedet er varmt”, og han forventer endnu et forsøg på at hæve raterne omkring begyndelsen af oktober og den kinesiske Golden Week.
-emte
