Ørsted øger indtjeningen markant – men får underskud
Ørsted øgede driftsindtjeningen med 72 pct. i tredje kvartal, men store nedskrivninger på amerikanske havvindprojekter resulterede i et underskud. To nye havvindparker er sat i kommerciel drift - et af dem var blevet forsinket af Trump.
Foto: Ørsted
Ørsted kom stærkt ud af tredje kvartal med et driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på 5,3 mia. kr. - knap en milliard mere end analytikernes forventninger - og godt to mia kr. bedre en de 3,1 mia. kr. som EBITDA lød på i samme periode sidste år. Det viser energikoncernens kvartalsregnskab, der blev offentliggjort torsdag morgen.
Trods det forbedrede driftsresultat viste bundlinjen dog alligevel et underskud på 728 mio. kr. - meget bedre end underskuddet på 1,7 mia. kr. i fjor - men belastet af nedskrivninger på 3,4 mia. kr., blandt andet som følge af stigende renter på koncernens amerikanske projekter.
"Vi fortsætter med at levere på vores strategiske prioriteter, og det omsættes til en vedvarende stærk økonomisk udvikling," siger Ørsteds administrerende direktør Rasmus Errboe.
Ørsted har nu sat havvindparkerne Borkum Riffgrund 3 i Tyskland og Revolution Wind i USA i kommerciel drift. Den amerikanske park har været ramt af forsinkelser på grund af præsident Donald Trumps forsøg på at stoppe byggeriet. Forsøg der dog blev fejet til side af en føderal domstol.
Ud over igangsætningen af de to parker er der også nået vigtige milepæle på projekter i Taiwan, Polen og Storbritannien, fremgår det af kvartalsregnskabet.
Koncernens samlede installerede kapacitet inden for vedvarende energi er steget til 19,5 GW.
Ørsted fastholder forventningen om et EBITDA på over 28 mia. kr. i 2026, eksklusive nye partnerskaber og annulleringsgebyrer.
De forventede investeringer sænkes med 5 mia. kr. til 45-50 mia. kr. som følge af ændrede betalingstidspunkter på havvindprojekter. De samlede projektinvesteringer ventes ikke ændret.
-emte
