Stor aftale fører til ny DFDS-rute
DFDS har indgået en fem-årig aftale med den svenske papirproducent Stora Enso, der fører til oprettelsen af en ny rute mellem Göteborg og Zeebrugge og indkøb af to fragtfærger til ruten. Aftalen indeholder mulighed for en forlængelse på tre år, meddeler rederiet.
"Vi er særdeles glade for at udvide vores samarbejde med Stora Enso og ser frem til at støtte deres vækst gennem en effektiv og fleksibel rutedrift. Vi ser ligeledes frem til at tilbyde transportmarkedet yderligere kapacitet og service mellem Sverige og Belgien", siger Peder Gellert Pedersen, Executive Vice President, DFDS Group, og Head of Ferry Division.
Stora Enso er ifølge DFDS en førende global leverandør af bæredygtige løsninger inden for emballage, biomaterialer, trækonstruktioner og papir med et årligt salg på EUR 10,5 mia. og 26.000 medarbejdere.
For at kunne håndtere transporten åbner DFDS en ny rute mellem Göteborg og Zeebrugge i Belgien, der vil blive betjent af tre fragtfærger. To af dem - Slingeborg og Schieborg - købes ind for 270 mio. kr.
Den tredje færge overføres fra rederiets eksisterende rute mellem Göteborg og Gent.
Ruten forventes at nå en omsætning på 300 mio. kr. og starter efter planen i midten af juni i år.
Kilde: DFDS