Stena Nautica ramte mole i Grenaa
Omkring klokken 00.40 i nat sejlede færgen Stena Nautica på en mole på vej ud af Grenaa Havn. Færgen fik slået hul på skroget og tager vand ind. Ifølge Østjyllands Politi har der ikke været fare for de 156 passagerer, der var om bord.
”Hvordan det kan ske, ved vi faktisk ikke. Det er sådan, at vi har rutinemæssigt alkoholtestet både styrmand og kaptajn, og der er ingen mistanke om, at de har været påvirket af noget som helst. Men hvad den egentlige årsag er til det, er noget, som Søfartsstyrelsens Maritime Havarikommission skal undersøge i løbet af formiddagen”, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov, til tv2.dk.
Efter uheldet returnerede færgen til Grenaa Havn, hvor biler, lastbiler og passagerer forlod færgen. Der blev udlagt flydespærringer for at sikre mod eventuelt olieudslip og dykkere er nu ved at undersøge omfanget af skaderne på skroget.
De 68 besætningsmedlemmer blev på færgen efter uheldet. Der har hidtil ikke været tegn på olieudslip, men lækagen har gjort, at man er i gang med at pumpe vand ud. Der er ingen fare for at færgen, der sejler mellem Grenaa og Varberg i Sverige, vil synke.
Kilde: TV2/Østjylland.