Sønderho har sejlet sin sidste overfart
Den snart 60 år gamle færge, Sønderho, har sejlet sin sidste tur på ruten mellem Esbjerg og Fanø. I formiddag sejler Sønderho til Smedegaarden i Esbjerg, hvor så meget som muligt af færgen bliver genanvendt.
Da Fanølinjen i begyndelsen af oktober indsatte den nye elfærge på ruten mellem Esbjerg og Fanø, blev den snart 60-årige færge overflødig.
”Sønderho er træt og fra en anden tid, og vi fandt, at det ikke ville være miljømæssigt forsvarligt at indsætte en ny elfærge og samtidig forsøge at forlænge tiden for så gammel en færge”, siger Carsten Jensen, administrerende direktør hos Molslinjen.
Sønderho har de senere år været en mere sjælden gæst på selve færgeruten, men den har ind i mellem været chartret til udflugter og firmature.
”Vi går nu færgen grundigt igennem for at sikre os genstande, som kan have lokalhistorisk værdi. Hos Smedegaarden bliver alt genanvendt hvis muligt – og så bortskaffes resten efter strenge krav til miljøet”, siger Carsten Jensen.
Redaktionen