Skibe med 24.000 TEU rykker nærmere
Containerrederierne bygger stadig større skibe for at reducere enhedsomkostningerne. Senest har CSCL taget levering af CSCL Globe, der med en kapacitet på 19.000 TEU nu er verdens største. Skibe med en kapacitet på helt op til 24.000 TEU er rykket nærmere.
Ifølge DNV GLs business director Jost Bergmann vil det indenfor den nærmeste fremtid være muligt at bygge containerskib med en kapacitet på 24.000 TEU, men grænsen for hvor store containerskibe kan blive er dermed ved at være nået.
Af hensyn til stabilitet og ståltykkelse er det lettere at øge bredden end længden på containerskibene, men større bredde giver både problemer med kraner og dybgang. Samtidig vil en højere overbygning skabe problemer med at passere under broer i f.eks. Hong Kong og Hamborg.
Det antages at kommende containerskibe med en kapacitet på 24.000 TEU vil få en længde på mellem 430 og 450 meter (mod Triple-E skibenes godt 400 meter) og en bredde på mellem 59 og 61,5 meter (Triple-E 59 meter).
Kilde: Lloyds List