SIMAC indgår amerikansk samarbejde
Gensidig udveksling af viden, kompetencer og studerende er nu muligt med den samarbejdsaftale, som SIMAC netop har indgået med Maritime College, State University of New York (SUNY), der har 1.800 studerende.
”Den maritime branche er international af natur. Udvikling af den slags internationale partnerskaber giver studerende og fakulteter fra begge institutioner en bedre forståelse for, hvordan vores branche fungerer i forskellige lande”, siger Joseph Hoffmann, konstitueret rektor på SUNY Maritime.
I aftalen understreges ønsket om at samarbejde på en række områder, og det skal nu konkret aftales hvordan og hvornår de enkelte aktiviteter iværksættes.
SIMAC’s studierektor Jan Askholm siger:
”Gennem fælles aktiviteter og gensidig udveksling af viden og kompetencer understøtter partnerskabet, at vores studerende har de bedste muligheder for at skabe sig en karriere i en globaliseret maritim industri”.
SUNY tilbyder maritime lederuddannelser samt lederuddannelser inden for blandt andet energiproduktion og logistik. Ligesom SIMAC veksler SUNY mellem klasseundervisning, laboratorieøvelser og praktik.
Kilde: SIMAC