Shell bygger verdens største skib
Shell har besluttet at bygge verdens hidtil største skib - en flydende naturgasfabrik på 600.000 DWT og en længde på en lille halv kilometer. I 2017 skal det være klar til at starte produktionen af LNG på det australske Prelude-felt.
Med en længde på 488 meter, bliver skibet 30 meter længere end det hidtil største skib, den nu skrottede supertanker Seawise Giant/Jahre Viking/Knock Nevis, der til gengæld havde en større tonnage - 657.019 DWT.
Skibet, der bliver 75 meter bredt, ventes at komme til at koste svimlende 44 milliarder kroner - og Shell udelukker ikke, at man vil bygge flere tilsvarende skibe.
Shell Prelude vil blive stationeret på det australske Prelude naturgasfelt, der ligger ca, 250 sømil nord-nordøst for Broom i Western Australia.
Bygningen af skibet går i gang næste år.
Kilde: Shell