Rygter om kinesisk rederifusion
Rygter om, at de to kinesiske rederier Cosco og China Shipping er på vej til at fusionere, er dukket op igen, hvilket har fået de to rederiers aktiekurser til at stige. Rygterne om en forestående fusion blev bragt på banen for i hvert fald tre år siden, men er nu dukket op igen.
Kinesiske medier skriver, at myndighederne i Beijing planlægger konsolidering af adskillige statslige selskaber, herunder Cosco, China Shipping Container Lines (CSCL), China Merchants Group og Sinotrans.
De to rederier underskrev sidste år en aftale om strategisk samarbejde, som blandt andet betyder, at de to rederier deler faciliteter, terminaler, skibsbygning og skibsreparation m.v.
Cosco kom ud af 2014 med et overskud på cirka fem milliarder kroner efter tre år med underskud på bundlinjen.
Kilde: Splash 24/7