Kinesisk hangarskib udløser europæisk bekymring
Tirsdag passerede Kinas største og nyeste hangarskib Fujian gennem Taiwanstrædet, hvilket tolkes som en yderligere optrapning af det anspændte forhold mellem Kina og Taiwan. Storbritannien, Frankrig og Tyskland udtrykker nu bekymring over udviklingen.
Foto: Det kinesiske forsvar
”Vi har med bekymring observeret ny kinesisk aktivitet i havet øst for Taiwan. Disse handlinger truer den regionale stabilitet, og fri navigation og sikkerhed for den internationale skibsfart”, skriver de tre lande i en fælles udmelding.
”Vi gentager vores modstand mod enhver ensidig ændring af status quo, især gennem trusler om brug af magt eller tvang”, hedder det videre.
Fujian er verdens største ikke-atomdrevne hangarskib, og Kinas tredje operationelle hangarskib, og har plads til mellem 50 og 60 kampfly.
Kina planlægger at opbygge en hangarskibsflåde på ni skibe.
-mauh
