Rusland åbner Nordøstpassagen året rundt
Nordøstpassagen - sejlruten mellem Europa og Asien nord om Rusland - vil fra 2022 eller 2023 blive holdt åben året rundt. Det siger den russiske Vice-premierminister Yuri Trutnev. Indtil nu har ruten højest været åben 9 måneder om året.
Rusland har investeret store beløb i at udbygge infrastrukturen langs ruten, der ventes at blive stadig lettere at besejle i takt med den globale opvarmning.
Sidste år blev der fragtet 33 millioner tons gods via Nordøstpassagen, målet er nu 80 millioner tons.
Den russiske præsident Putin sagde i sidste måned, at Nordøstpassagen burde benyttes til transport af containere.
Helårsbesejling vil kræve en flåde af kraftige isbrydere, da havene nord for Rusland i dag er dækket med et tykt lag is om vinteren.
De arktiske egne er de egne på kloden hvor den globale opvarmning slår hurtigst igennem.
Redaktionen