Redningsstation går fra skidt til elendigt
Redningsstationen i Hanstholm mangler medarbejdere. Så mange, at situationen nu betegnes som kritisk. Stationslederne frygter, at det kan blive svært at levere en effektiv indsats, hvis ulykken for alvor er ude, skriver Nordjyske.
Det kniber med at få frivillige nok til at betjene redningsbåden Claudi. Arkivfoto..
“I løbet af det seneste halve år er vores bemandingssituation gået fra at være skidt til nu helt elendig,” siger Morten Olsen, der er leder af redningsstationen i Hanstholm med fire faste medarbejdere, til Nordjyske.
Problemer er, at den 43 år gamle redningsbåd, C.B. Claudi, ikke sejler nogen steder uden en besætning på mindst fire og helst seks mand.
Derfor er stationen helt afhængige af frivillige, der er klar til at rykke ud med det samme. Fra alarmen lyder, må der højest gå 15 minutter til trosserne er kastet og redningsbåden på vej ud af havnen.
Ud over de fastansatte er havnen normeret til at have otte frivillige til rådighed.
“Lige nu har vi fem, men det har vi alligevel ikke. Tre af dem er arbejdsmæssigt forhindret i at stå til rådighed, og så er vi nede på to, som er klar til at rykke ud og være redningsfolk,” siger Morten Olsen.
Trods bemandingsproblemerne er det dog hidtil lykkedes at få tingene til at fungere.
“Når vi er kaldt ud, har vi hidtil leveret varen, men vi frygter den situation, hvor det ikke lykkes,” han til avisen.
Kilde: Nordjyske.