Rederiforeningen annullerer løntillæg
Danmarks Rederiforening er med virkning fra i dag holdt op med at kompensere søfolk for de gener, der er forbundet med at sejle igennem Aden Bugten og Det Indiske Ocean. Det er Søfartens Ledere ikke helt tilfreds med.
Der er tale om det såkaldte hardship-tillæg, som blev introduceret i 2008 som en kompensation for det merarbejde, der er forbundet med at holde ekstra udkig, opsætning og nedtagning af pigtråd og andre sikkerhedsforanstaltninger imod somaliske pirater, når skibene passerer igennem Aden Bugten og dele af Det Indiske Ocean.
Søfartens Ledere mener ikke, at man uden videre kan opsige udbetalingen af et løntillæg og har derfor bebudet, at de vil forfølge sagen. Det er dog endnu ikke besluttet, hvad Søfartens Ledere konkret vil foretage sig i sagen.
Kilde: Søfartens Ledere