Politikere på besøg hos Alfa Laval
Fem folketingspolitikere var mandag på besøg hos Alfa Laval i Aalborg, hvor de blev informeret om det kommende LNG-testcenter der bliver verdens største. En efterfølgende debat handlede især om problemer med at skaffe de rette medarbejdere.
”Vi savner især maskiningeniører. Vi er en international virksomhed og har senest ansat ingeniører fra bl.a. Portugal, Indien og Kina”, sagde Lars Skytte, Vice President for Alfa Lavals Marine & Diesel Division.
Han efterlyste blandt andet ingeniører, som ikke var alt for specialiserede, men mere generalister - ”Så vi bedre kan forme dem selv”.
Det affødte en kommentar fra det Socialdemokratiske folketingsmedlem Karin Gaardsted om, at der nok er for mange ’fancy’ uddannelseslinjer.
Lars Skytte ønsker sig også ansøgere med en håndværkmæssig baggrund.
”Vi inviterer faktisk folkeskoleelever ind for at lugte til arbejdspladsen, inden de får valgt uddannelse”, sagde Alfa Laval-chefen, der selv er startet som smed og siden uddannede sig til teknikumingeniør.
Han nævnte, at medarbejdere med håndværksmæssig baggrund er særdeles vellidte ude i verden.
”Vi ser det blandt andet i Kina, hvor håndværkere har en høj prestige, og det gør naturligvis indgangen for os som virksomhed nemmere og tættere,” sagde Lars Skytte.
Karin Gaardsted opfordrede til at lade sig inspirere af Tyskland, som hun mener er bedre end Danmark til at bygge videre på medarbejdere med en håndværksmæssig baggrund for eksempel gennem videreuddannelse.
Dansk Folkepartis Bent Bøgsted bemærkede sammen med partifællen Lise Bech, at der allerede var sat initiativer i gang for at styrke erhvervsskolerne for på den måde at skaffe flere til branchen med en håndværksmæssig tilgang.
Jenny N. Braat, adm. direktør for Danske Maritime, supplerede med at nævne, at foreningen netop nu arbejder på at få flere lærepladser i den maritime industri, blandt andet ved at ansætte flere lærlingekoordinatorer flere steder i landet.
Socialdemokraten Bjarne Laustsen slog fast, at uddannelsessystemet skal være gearet til at skaffe arbejdskraft.
”Men det er også vigtigt at fortælle dem, som er under uddannelser, at der altså er gode jobmuligheder i de maritime virksomheder.”
Venstres Søren Gade var inde på samme tanke:
”Vi skal have synliggjort de muligheder, der er for reelt at uddanne sig til et job, og her er det oplagt at se mere på den maritime industri, der har gode vækstmuligheder og dermed gode chancer for at skabe flere jobs,” sagde han.
Se indslag fra TV2/Nord om besøget herunder :